fbpx

Inspiration

For Anne-Kathrine Stoffregen begynder arbejdet med en découpage normalt efter inspiration fra et digt, en bog, et besøg på et slot eller naturoplevelser. Derefter danner hun sig et billede af découpagen i sit hoved, og så går arbejdet i gang med at få taget billeder, som kan bruges til découpagen.

Der skal ofte tages 10 gange flere fotografier, end der i sidste ende bliver anvendt. Det er en slags puslespil, der skal gå op motiv- og farvemæssigt, og det er et arbejde, der strækker sig over mange uger. Anne-Kathrines découpager består typisk af hundrede klip, og farve- og klipovergange danner en harmoni, som gør det vanskeligt at se, hvor det ene klip slutter, og det næste begynder. De første découpager, som offentligheden fik at se, var 24 forskellige découpager, som blev færdige til H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005.

Hver découpage omhandler et eventyr. Læser man eventyret, kan man udpege personerne og handlingen på découpagen. Efter nogle dramatiske hjerteoperationer i begyndelsen af 2007, hvor Anne-Kathrine fik udskiftet en medfødt, defekt hjerteklap, gav et to måneders kritisk hospitalsophold inspiration til en hjertedécoupage, som blev solgt som kort gennem Hjerteforeningen. Hjertet vises som et smykke sammensat af mange smykker – og det er ikke et julehjerte, men et hjerte klippet på baggrund af de hjertetegninger, som kirurgerne benytter til at vise patienterne, hvad operationen går ud på. I 2009 skabte hun for Lions Club et julemærkeark bestående af 20 forskellige små découpagemærker. Meget usædvanligt og anderledes end nogen tidligere julemærker, og samme år kom en découpage inspireret af talrige besøg på slottet i Fontainebleau, 60 km syd for Paris. Slottet har huset mange af Frankrigs konger og kejser Napoleon.

Découpagen omhandler Frankrigs sidste dronning, Marie-Antoinette, og blev trykt som plakat og solgt til fordel for renovering af Marie-Antonettes boudoir på slottet. Hvad enten motiverne er hentet fra H.C. Andersens eventyr, slottet i Fontainebleau eller Frederiksborg Slot i Hillerød, er der mulighed for salg til mange lande over hele verden, ikke blot fordi motiverne er historiske, men også fordi der tilsyneladende ikke er andre, der har fået samme idé. Og givet er det, at découpagerne får et fantastisk eksklusivt præg, når de overføres fra papiroriginalen til tynd silke.

inspiration1
inspiration2