fbpx

Om Anne-Kathrine Stoffregen

Født 1946, uddannet på Danmarks Designskole (tidl. Tegne- og Kunstindustriskolen) på modelinjen Arveligt udstyret med kreative evner fra sin mor, som havde samme uddannelse. Anne-Kathrine har designet kostumer til forskellige danske filmproduktioner, bl.a. King Lear og undervist på bl.a. Margretheskolen i København og arbejdet for Alt for Damernes modesektion.

I slutningen af 90’erne begyndte hun at interessere sig for découpager som – i modsætning til collager – udelukkende består af papirklip. Frem til H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005 fremstillede hun 24 forskellige découpager i formatet 40×50 cm hver med et tema fra et af eventyrene. Découpagerne blev udstillet i Farum Kulturhus, Hillerød Kunstforening og ved et større arrangement i Den Sorte Diamant. Her blev en af de original découpager solgt på auktion til fordel for H.C. Andersen Fonden og indbragte 7.000 kr. De mange H.C. Andersen découpager blev i 2025 doneret til H.C. Andersen museet i Odense.

Som mæcen og medlem af Société des Amis et Mécènes du Château de Fontainebleau (SAMCF) skabte hun en découpage i formatet 50×70 cm, som blev trykt som plakat og solgt for 20€ til fordel for restaurering af Marie-Antoinettes boudoir på Fontainebleau-slottet. Det er denne plakat, som nu er blevet forvandlet til det første silketørklæde i dobbelt størrelse af plakaten, dvs. 100×140 cm, trykt på tynd silke, så der stort set ingen forskel er på ret og vrang. Det næste silketørklæde, som blev sat i produktion, er dedikeret til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.

I samarbejde med det danske generalkonsulat i Shanghai lægges der desuden planer for salg af tørklæderne via en netbutik med nordiske designprodukter i Kina. Det bliver tørklæderne med motiver fra H.C. Andersens eventyr, som er kendt af de fleste kinesere.